Hvad er strafferet?

StrafferetDet som strafferetten beskæftiger sig med er straffelovsovertrædelser og de konsekvenser, der følger heraf. Det er således et specifikt område indenfor juraen. Her beskriver vi, hvad straffeloven dækker over, hvornår du kan få en beskikket forsvarsadvokat og andre væsentlige ting i forbindelse med udøvelsen af strafferetten.

Hvad dækker strafferetten over?

De sagstyper, der forekommer indenfor strafferet, er meget forskellige, men falder alle udenfor civilret, som er strafferettens modsætning. De sager, der falder indenfor strafferetten er lige fra mindre alvorlige færdselsovertrædelser til alvorlige tilfælde af spirituskørsel, vold, drab, voldtægt, røveri, indbrud, bedrageri og underslæb.

Hvornår har man ret til en beskikket forsvarer?

Mindre alvorlige overtrædelser såsom hastighedsovertrædelser giver normalt ikke ret til en beskikket forsvarsadvokat. Man kan dog til en hver tid selv antage en forsvarsadvokat, hvis man finder det nødvendigt. I de tilfælde skal man dog selv betale udgiften til advokaten. Til de alvorlige lovovertrædelser får den sigtede eller tiltalte beskikket en forsvarer. Det vil sige, at forsvareren i første omgang bliver betalt af det offentlige. Hvis man er uskyldig vedbliver det at være sådan, er du derimod skyldig, vil du selv skulle betale for forsvareren efter endt retssag. Det er forsvarsadvokatens opgave at hjælpe den sigtede eller tiltalte hele vejen gennem processen. Lige fra anholdelse til endt retssag. Det har ingen betydning, hvad klienten er tiltalt for.

Karakteristika for strafferetlige sager

Indenfor strafferet opererer man både med handlinger, der er begået, eller som er undladt. Det vil sige, man kan både blive tiltalt for at have gjort noget ulovligt og for at have undladt at gribe ind overfor eller forhindre, at noget ulovligt skete. Handlingerne kan både være noget man foretager sig som privatperson, men det kan ligeledes være handlinger, der har forbindelse til ens arbejdsliv. Begge dele kan føre til, at der bliver anlagt en straffesag mod en person. De lovovertrædelser, der ofte hører til i privatlivet, er for eksempel vold, voldtægt, spirituskørsel, tyveri med mere. De lovovertrædelse, der ofte ses i relation til arbejdslivet, kan for eksempel være i forbindelse med overtrædelser af skatteregler, afgiftsregler, miljølovgivning, køre-/hviletidsregler, arbejdsmiljøregler og anden særlovgivning.

Uforsætligt eller forsætligt

For at kunne udstede en straf i straffesager skal den tiltalte have overtrådt en straffelovsbestemmelse eller en særlovgivning. En anden forudsætning for straf er, at den tiltalte ligeledes har begået overtrædelsen forsætligt. Der kan være tilfælde indenfor for eksempel særlovgivning, hvor det ikke var den tiltaltes mening at begå en lovovertrædelse. Men hvis man som tiltalt burde have vidst bedre, kan man får en straf, der lyder på uagtsom adfærd. Som skrevet tidligere vil den tiltalte oftest få tilbudt en beskikket forsvarer, når det drejer sig om en strafferetssag. Forsvareren vil hjælpe den tiltalte med enten at bliver erklæret uskyldig eller at få den mildest mulige straf.

Forsvarsadvokatens rolle

En forsvarsadvokat er som tidligere nævnt med hele vejen. Det er nemlig væsentligt, at han eller hun kan hjælpe den sigtede mens sagen er under efterforskning af politiet. Forsvareren vil således være den sigtede behjælpelig ved en varetægtsfængsling, i tilfælde af, at den sigtedes hjem skal ransages af politiet, eller hvis politiet beslaglægger nogle af den sigtedes ejendele. Før politiet kan foretage en varetægtsfængsling, ransagelse eller beslaglæggelse skal de inddrage retten.

Domsmænd eller nævningeting

Alle straffesager, der har med straffelovsovertrædelser at gøre, starter i byretten. Hvis den tiltalte bliver dømt skyldig, men vil anke denne kendelse, kan sagen gå videre til landsretten. Det er sagens omstændigheder, der afgør, om det er nødvendigt med et nævningeting eller domsmænd til stede, når sagen behandles i byretten. I udgangspunktet er der domsmænd til stede, når den tiltalte ikke mener, at han eller hun er skyldig og anklagemyndigheden ønsker fængselsstraf. Nævninge bruges, hvis den tiltalte ikke selv mener at han eller hun er skyldig, men anklagemyndigheden vil have at vedkommende får over fire års fængsel, anbringes enten i forvaring eller på en såkaldt lukket institution.