BBR- og ejendomsdatarapport
I forbindelse med en ejendomshandel er der mange dokumenter at holde rede på. Her beskriver vi, hvad en BBR-ejermeddelelse er og, hvad en ejendomsdatarapport er og, hvorfor de er vigtige at kende til i forbindelse med en ejendomshandel.
BBR-ejermeddelelse
BBR står for bygnings- og boligregisteret. BBR sender løbende en ejermeddelelse ud til boligejere for at sikre, at de altid har en opdateret udskrift af de oplysninger, som bygnings-og boligregistret er i besiddelse af. Meddelelsen giver også nye ejere en mulighed for at korrigere eventuelle fejlagtige registreringer i forbindelse med deres ejendom. Eventuelle fejl kan anmeldes til kommunen ved at returnere BBR-ejermeddelelsen.
BBRs oplysninger er vigtige
De oplysninger, der står i BBR er vigtige både, når man er ejer og lejer. De har betydning for flere ting end, man måske lige forestiller sig. De har for eksempel betydning for følgene:
- Forsikringsselskaber kan krydskontrollere oplysninger via BBR.
Er der ikke indgivet de rigtige oplysninger til BBR kan det være, at din forsikringspræmie ikke er beregnet korrekt. Dermed kan der blive problemer med udbetaling af en eventuel skadeserstatning. Et eksempel kan være, at det ikke er blevet indberettet til BBR, at 1. salen i huset er blevet indrettet til beboelse. Det kan give problemer med erstatningen ved brand eller anden skade. - Ejendomsvurderingen fastsættes på baggrund af BBR.
BBRs oplysninger om en boligs areal er blandt andet udgangspunktet for ejendomsvurderingen. Hvis der bygges om eller til på en ejendom, skal det derfor indberettes til BBR. Hvis der er fejl i BBR, kan det betyde, at der beregnes en forkert ejendomsvurdering og dermed forkert ejendomsværdiskat. - Udbetaling af boligsikring på baggrund af BBR.
Det er blandt andet boligens størrelse, der er bestemmende for, om man kan få boligsikring som lejer. Derfor er det væsentligt at boligens areal samt eventuelle køkkenfaciliteter er opgivet korrekt på BBR-meddelelsen.
Bankerne anvender BBR til beregninger af lånemuligheder.
Når pengeinstitutter beregner, hvor stort et lån man kan tage i en ejendom, sker det på baggrund af oplysninger fra BBR. Det er derfor vigtigt, at det areal som er registreret er korrekt. Er det registreret som mindre end det egentlig er, kan det få negativ indflydelse på friværdien. - Forkerte BBR oplysninger kan medføre en bøde.
Det er en husejers pligt, at sørge for at oplysningerne på BBR-meddelelsen er i overensstemmelse med fakta. Det gælder også selvom oplysningerne er ulovlige. Det medfører en bødestraf på 5000 kroner, hvis man opgiver fejlagtige data til BBR. BBR kan få oplysninger via flyfoto og ved at krydstjekke med energiselskaber og forsikringsselskaber.
Ejendomsdatarapport
I ejendomsdatarapporten samles og formidles omkring 50 ejendomsoplysninger af forskellig karakter. Oplysningerne indhentes fra myndigheder og offentlige registre. De indsamlede oplysninger benyttes både af private borgere og professionelle i forbindelse med en ejendomshandel. Der indgår for eksempel oplysninger fra Skat, kommuner og regioner og i tillæg indeholder rapporten energimærke, tilstandsrapport, jordforureningsattester mm.
Indhent oplysninger online
Regeringen besluttede i 2009 at udvikle en digital løsning, der gør det muligt at indhente en lang række offentlige oplysninger om en ejendom. Oplysningerne er hovedsagelig samlet til brug ved handel med ejendomme. Den digitale løsning letter administrationen i forbindelse med ejendomsoplysningerne både for professionelle, kommuner og private borgere, som er involveret i en ejendomshandel. Som bruger har det siden oktober 2012 været muligt at bestille ejendomsdatarapporten online og dermed få adgang til alle nødvendige oplysninger på en gang. Oplysningerne leveres til køberen helt automatisk og vil almindeligvis være tilgængelige få minutter efter, at de er bestilt.
Gebyr for indhentning af rapporten
For at få en ejendomsdatarapport må man betale et gebyr på 325 kroner (der er ikke moms på en gebyrordning). Man skal betale for hver ejendomsdatarapport man bestiller. Det foregår med betalingskort online. Man kan forny en ejendomsdatarapport to gange i løbet af et halvt år, fra den dato den er bestilt. Skal man bruge mange rapporter, kan det være en god ide at lave en fastkundeaftale. Det giver mulighed for at betale via fakturering.