Elinstallationsrapport

elinstallationsrapportEn elinstallationsrapport er en professionel og uvildig gennemgang af din boligs elektriske installationer. Den omhandler installationernes funktionsdygtighed og lovlighed. Ligesom tilstandsrapporten er elinstallationsrapporten nødvendig for at tegne en ejerskifteforsikring i forbindelse med en bolighandel. Det er en autoriseret elinstallatør, der udarbejder rapporten.

Hvad er indholdet af elinstallationsrapporten?

Den autoriserede elinstallatør gennemgår og vurderer de installationer, der er umiddelbart tilgængelige. Han eller hun foretager i tillæg stikprøver ved at undersøge løftbare og aftagelige dele af elinstallationerne. Elinstallatøren fjerner dog ikke sænkede lofter, så der vil altid være en risiko for, at der kan forekomme funktionsfejl eller ulovlige forhold, som ikke opdages og derfor ikke beskrives i rapporten. Det der kontrolleres ved gennemgangen af elinstallationerne er bl.a.:

  • El-tavler.
  • Fejlstrømsafbrydere.
  • Materiel bag lampeudtag, stikkontakter og afbrydere.
  • Lavvoltsinstallationer.
  • Elinstallationer.
  • Risiko for stød ved indirekte eller direkte berøring af spændingsførende dele.

Hvad indeholder rapporten ikke?

Elinstallatørens gennemgang omfatter ikke:

  • Normalt ælde og slid, som ikke indvirker nævneværdigt på installationens funktionsdygtighed samt bagatelagtige forhold.
  • Utilgængelige dele af elinstallationen.
  • Fritstående udendørs elinstallationer.
  • Hårde hvidevarer.

Sælgers ansvar

Hvis du ønsker at sælge din bolig, er det dig, der skal kontakte en autoriseret elinstallatør. Elinstallatøren skal i tillæg være godkendt af sikkerhedsstyrelsen. Du kan bl.a. få kontakt til en godkendt elinstallatør gennem et forsikringsselskab. (En ejendomsmægler må ikke formidle kontakten direkte. Også her skal det går gennem et forsikringsselskab.)

Rapportens gyldighed og pris

Elinstallationsrapporten gælder i et år. Der er ikke som tidligere et loft for, hvad det kan koste at få udarbejdet en elinstallationsrapport. Prisen kommer an på husets størrelse og mængden af forhold, der skal undersøges. Rapporten kan fornys til en reduceret pris. Der kommer altid et mindre administrationstillæg oven i prisen både ved den første udarbejdelse af rapporten og ved eventuel fornyelse.

Elinstallationsrapportens karaktersystem

Der indgår seks karakterer i det system, der benyttes til en elinstallationsrapport. Karaktererne benyttes udelukkende til at vurdere elinstallationernes funktionsdygtighed og lovlighed. De indikerer ikke, om det bliver dyrt at udbedre eventuelle fejl og mangler. Herunder beskrives, hvad de seks karakterer står for:

  • UN: betyder, at forholdet bør undergå en nærmere undersøgelse.
  • K3: Står for ulovligt forhold, der indebærer en risiko for, at der nu eller i nær fremtid kan opstå brand eller personskade. Samt forhold, hvor vigtige eller store dele af elinstallationen har mangelfuld funktionsdygtighed.
  • K2: Betyder, at der er et ulovligt forhold, der indebærer en risiko for, at der på sigt kan opstå brand eller personskade. Samt forhold, hvor afgrænsede eller mindre dele af elinstallationen har mangelfuld funktionsdygtighed.
  • K1: Betyder ulovligt forhold af mindre farlig karakter, som ikke er umiddelbart til fare og ikke indvirker på funktionsdygtigheden.
  • K0: Står for mangler af kosmetisk eller praktisk karakter.
  • IB: Står for ingen bemærkninger.

Karaktersystemet beskrevet herover minder tilsyneladende meget om de karakterer, der benyttes i tilstandsrapporten. Men vær opmærksom på, at de ikke dækker over de samme forhold.
Du skal også vide, at en ejerskifteforsikring ikke dækker i tilfælde, hvor et forhold, der skulle have været kategoriseret som en K3’er i elinstallationsrapporten, kun er blevet tildelt for eksempel karakteren K2 eller K1.

Klagemulighed

Er du – enten som sælger eller køber – utilfreds med den elinstallationsrapport, der er udarbejdet, har du mulighed for at klage. Det skal ske til den instans, der hedder Ankenævnet for Tekniske Installationer. Forsikringsselskabet, som har bidraget med ejerskifteforsikringen kan ligeledes klage til samme instans. Det er ankenævnets opgave at undersøge alle aspekter af klagesagen. Det vurderer elinstallatørens ansvar i sagen og tilkender om nødvendigt klageren erstatning.
Kontrol
Der foretages kontrol med udarbejdelsen af elinstallationsrapporter. Det er sikkerhedsstyrelsen, der varetager kontrollen og holder øje med at reglerne overholdes. Opdages det, at der er gentagen og grov forsømmelighed ved udfærdigelsen af elinstallationsrapporter eller ved gennemgangen af elinstallationer, kan sikkerhedsstyrelsen tilbagekalde en elinstallatørs autorisation.

Er rapporten lovpligtig?

En elinstallationsrapport er ikke påkrævet ifølge loven. Både en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport hører under huseftersynsordningen og giver samlet en uvildig og professionel gennemgang af en boligs synlige skader samt generelle tilstand. Det er frivilligt, om sælgeren vil benytte sig af huseftersynet, men gør man ikke det, kan man ikke slippe for ansvaret for eventuelle skjulte fejl og mangler, da det ikke er muligt at oprette en ejerskifteforsikring uden tilstandsrapport og elinstallationsrapport.