Refusionsopgørelse
Refusionsopgørelsen er den afsluttende opgørelse mellem sælger og køber i forbindelse med deres økonomiske mellemværende ved en bolighandel. Når en bolig overtages af en ny ejer, skal de udgifter som sælgeren har forudbetalt opgøres, så det reelt bliver køberen, der betaler dem fra overtagelsesdatoen. Derfor skal alle udgiftsposter gennemgås, så man kan finde frem til, hvad sælger og køber henholdsvis skylder eller skal have fra modparten.
Hvem står for refusionsopgørelsen?
For at kunne lave refusionsopgørelsen skal forbrugsmålerne – vand, el, varme mv. – aflæses. Det sker sædvanligvis på overtagelsesdagen for at sikre, at hverken sælger eller køber kommer til at betale for mere end deres eget forbrug. Man kigger således på, hvad sælger har indbetalt aconto og, hvad der reelt er brugt. En refusionsopgørelse skal sædvanligvis være udfærdiget et sted mellem 7 dage og 30 dage efter overtagelsesdatoen. Det er lidt forskelligt, om det er købers opgave at stå for opgørelsen, eller om det er sælgers.
Få professionel hjælp
Det er anbefalelsesværdigt at få hjælp fra en professionel rådgiver, når refusionsopgørelsen skal udarbejdes. Der er mange elementer, der skal tages med og udregnes korrekt for at opgørelsen bliver rigtig. En boligadvokat har viden om og erfaring med refusionsopgørelser og er din garanti for, at ingen bliver snydt. Mener du, at du selv kan stå for opgørelsen, er det en god ide i det mindste at få en advokat eller lignende til at tjekke opgørelsen igennem og på den måde sikre, at alle omkostningerne er regnet med.
Betaling til køber eller sælger
Når refusionsopgørelsen er lavet kan man se om den går op, eller er til fordel for henholdsvis køber eller sælger. Hvis refusionssaldoen er til købers fordel, bliver det pågældende beløb modregnet i købesummen, der er deponeret i sælgerens pengeinstitut. Hvorefter beløbet returneres til køber. Er opgørelsen derimod til sælgers fordel, skal beløbet betales kontant til sælgeren.
Hvad indgår typisk i en refusionsopgørelse?
Her kommer vi ind på nogle af de punkter, der typisk er med i opgørelsen:
Ejendomsskatter mm.
De poster, som er en del af ejendomsskattebilletten, bliver opkrævet periodevis forud. Det drejer sig i første omgang om grundskyld til kommunen. Oftest drejer det sig også om renovationsudgifter, skorstensfejning osv. De udgifter, der har med ejendomsskattebilletten at gøre, beregnes med overtagelsesdatoen som skæringsdag og på baggrund af ejertid.
8HVerthalve år får du en girokort fra din kommune med udgifter til renovation.skorsten og ejendomsskat)
Vandafgift og vandafledningsafgift
Denne post vil ofte være en del af ejendomsskattebilletten, hvis det drejer sig om vand fra et kommunalt vandværk. Er det imidlertid et privat vandværk, skal afgifterne udgøre et selvstændigt punkt i refusionsopgørelsen. Udgifterne til vand udregnes ikke efter ejertid, men efter forbrug.
Kontingenter og fællesudgifter
Ved ejerboliger (huse) fordeles grundejerforeningskontingentet mellem sælger og køber. Det fordeles efter ejertid.
Ved ejerlejligheder skal der laves en opgørelse over fællesudgifterne, hvis der ikke udarbejdes en slutafregning mellem sælger og ejerforening. En refusionsopgørelse kan også indeholde acontoudgifter til varme, vand, antenne og eventuelt fællesvaskeri.
Det er derfor væsentligt at tjekke om ejerforeningen og sælger har udfærdiget en slutopgørelse over forbrugsafhængige betalinger, eller om disse skal medregnes i refusionsopgørelsen.
Eventuelle efterregninger mm. for regnskabsåret, der er afsluttet, angår kun sælger.
EL, vand, varme – generelt
Udgifterne til for eksempel fjernvarme, naturgas og elektricitet osv. aflæses på overtagelsesdatoen. Tager køber boligen i brug før overtagelsesdatoen skal aflæsningen i stedet ske på dispositionsdatoen.
Ofte foretager vand- eller varmeleverandører selv afregningen direkte med sælger, især hvis det drejer sig om en villa. Sker det ikke, medregnes forbruget siden den sidste afregning og acontobetalinger, som et punkt på refusionsopgørelsen.
Ejerskifteforsikring – sælgers andel
Hvis sælger har tilbudt at betale halvparten af en ejerskifteforsikring (som del af Huseftersynsordningen) og køber vælger at tegne forsikringen, medtages sælgers præmiedel i refusionsopgørelsen.
Vælger køber at tegne en dyrere eller en anden ejerskifteforsikring, skal sælger stadig kun betale det halve af den forsikring, han eller hun tilbød køber.
Oliebeholdning
Hvis der er en olietank på ejendommen, skal dens måler aflæses på overtagelsesdatoen. Vanligvis betales det resterende olie af køber til den gældende dagspris. Beløbet for olien skal medregnes i refusionsopgørelsen til sælgers fordel.
Lejere
Bor der en lejer i boligen ved overtagelsen, skal der udarbejdes en opgørelse i forbindelse med aconto-indbetalt varme og vand, forudbetalt husleje mm.