Rentefrit familielån
Hvis man gerne vil hjælpe et familiemedlem eller en ven, der har brug for et lån, kan man gøre brug af et såkaldt familielån. Det er et gældsbrev, hvor låntager enten ikke betaler renter eller en meget lav rente. Så modsat andre typer af låneaftaler, har långiver ingen interesse i et renteafkast, men ønsker blot at hjælpe.
Derfor er der heller ikke brug for en kommerciel låneaftale med en afviklingstabel, der viser afdrag, renter med videre. Man laver ganske enkelt en låneaftale, hvor der står hvilket beløb, der er lånt, om det skal afdrages i rater og på hvilken dato, det skal være tilbagebetalt.
Hvorfor er låneaftalen en god ide?
Når det kommer til lån blandt venner og familie, er det sjældent, at der udarbejdes en dokumentation, der beskriver aftalens vilkår. Derfor kan man risikere, at parterne glemmer, hvad det egentlig var, de aftalte i forhold til tilbagebetaling, betaling af renter, om det er muligt at opsige lånet og så videre. Med andre ord er lånets vilkår blevet til fri fortolkning for begge parter.
Det fører desværre ofte til konflikter og misforståelser, mellem venner og familie, når den slags situationer opstår. Det er jo sørgeligt at starte en familiestrid på grund af et lån, der blev givet i bedste mening i tidernes morgen. Eller at blive uvenner med en af sine bedste venner og måske også en del af ens omgangskreds, fordi man ikke lige fik oprettet et familielån med en dertilhørende skriftlig låneaftale, der klart og tydeligt beskriver lånets detaljer og vilkår.
En sikkerhed for långiver
En skriftlig aftale er desuden med til at sikre långiver, at lånet bliver tilbagebetalt. Har man ikke en skriftlig aftale, er man som långiver på den, hvis låntager pludselig af den ene eller anden årsag ikke vil eller kan tilbagebetale lånet. Det er nemlig meget svært at inddrive en gæld, som der ikke findes noget bevis for på skrift. Uden dokumentation er det derfor på det nærmeste umuligt at få sine penge tilbage eller rede ud, hvad det var for betingelser, lånet bliv givet på. Hvis man derimod får en advokat til at udfærdige en låneaftale, er man sikker på, at betingelser og vilkår er juridisk korrekt beskrevet. En sådan låneaftale indeholder:
- Lånets beløb
- Hvem der er låntager
- Om lånet ydes med renter eller uden
- Om lånet skal betales i afdrag
- Tilbagebetalingsdato
- Hvad konsekvensen er, hvis lånet ikke tilbagebetales
- Hvornår lånet forældes
Ofte vil en advokat anbefale at lave en låneaftale, når lånets beløb overstiger 10.000 kroner. Det er selvfølgelig helt op til långiver og låntager at bestemme, om de ønsker en skriftlig aftale selvom beløbet er under de 10.000 kroner.
Familielån og skat
Det rentefri familielån har ingen konsekvenser skattemæssigt, hverken for låntager eller långiver. Årsagen til det er, at når långiver ikke har en renteindtægt af lånet, skal han eller hun heller ikke indberette en indkomst på baggrund af lånet.
Låntager bliver heller ikke beskattet, selvom han eller hun får en økonomisk fordel ved at slippe for at betale den normale markedsrente. Gives et familielån derimod med renter, skal låntager såvel som långiver indberette renterne – henholdsvis som rentefradrag og renteindtægt – til Skat.
Hvordan bliver familielånet gyldigt?
Hos flere advokater er det muligt at oprette en aftale om et familielån på deres hjemmeside. Man skal typisk udfylde en formular, som stiller en lang række spørgsmål, hvorefter man betaler og derefter har den færdige låneaftale tilgængelig.
Denne aftale bliver juridisk gyldigt i det øjeblik låntager og långiver skriver under på aftaledokumentet og samtidigt daterer det. Der er altså ingen krav til, at låneaftalen skal tinglyses eller, at der skal være vitterlighedsvidner til stede. At oprette et familielån er altså en ganske enkel procedure, som sikrer, at man ikke bliver uvenner med sine nærmeste og kan derfor i allerhøjeste grad anbefales.