Erhvervsadvokat

erhvervsadvokatSom erhvervsadvokat er man specialiseret i at rådgive erhvervsdrivende. Det betyder, at erhvervsadvokaternes videnfelter ligger indenfor de erhvervsretlige områder. Det er dem, der for eksempel har at gøre med ansættelsesret, aftaleret, entrepriseret, erhvervslejeret, kontrakter, konkurs osv. En advokats arbejde er meget specialiseret og det er derfor altid vigtigt, at man søger rådgivning hos en advokat, med det relevante speciale. Herunder kommer vi mere ind på de områder, som en erhvervsadvokat beskæftiger sig med.

Ansættelsesret

En erhvervsadvokat er nyttig, når man skal ansætte medarbejdere og udarbejde ansættelseskontrakter. Det betyder meget, at en ansættelseskontrakt er rigtigt skruet sammen. Det kan være en stor hjælp under ansættelsen såvel som ved ansættelsens ophør. Med en god kontrakt kan man undgå konflikter og dyre retssager. En erhvervsadvokat kan ligeledes rådgive ved opsigelsen af medarbejdere.

Erhvervslejeret

Man har gavn af en erhvervsadvokat både, hvis man lejer et erhvervsmål og, hvis man er erhvervsudlejer. Advokaten kan hjælpe med at forhandle kontraktens vilkår og med at udarbejde kontrakten. I et erhvervslejemål gælder det om at have forholdt sig til alle de vilkår, der er i lejeaftalen. Derudover skal man forholde sig til, om der er et behov for at få indsat særvilkår. Erhvervsadvokaten kan i tillæg være behjælpelig med den øvrige ejendomsadministration.

Entrepriseret

Når man står overfor at skulle i gang med et stort byggeprojekt er der store pengebeløb på spil. Derfor er det en god ide at alliere sig med en erhvervsadvokat, der kan rådgive inden projektet går i gang og, som kan forhandle kontraktvilkår og siden stå for udarbejdelse af kontrakten. Det gælder uanset, om du er bygherre eller entreprenør. Selvom de fleste aftaler i forbindelse med entrepriser laves ud fra AB92 eller ABT93, er det alligevel en god ide at have en advokat ind over aftalen. Der kan nemlig være vilkår, der enten skal tilføjes eller som kræver en særlig opmærksomhed. Det er vigtigt at ende ud med en aftale, der er så tydelig som muligt. Går byggeprojektet ikke som planlagt, kan det ende med at blive en stor økonomisk byrde, hvis ikke der er taget ordentlig stilling til tidsfristen, dagbøder, kvalitet, betaling, levering mm.

Inkasso

En erhvervsadvokat kan ligeledes være til hjælp, hvis man har kunder, der ikke vil betale. Advokaten kan forestå inddrivelsen af gælden. Læs mere om inkasso

Konkurs, insolvens og rekonstruktion

Hvis man oplever, at ens virksomhed er i krise, er det en god ide hurtigst muligt at kontakte en erhvervsadvokat. Han eller hun kan rådgive dig om, hvad der er bedst at gøre. Jo tidligere advokaten kontaktes jo større chance er der for, at virksomheden kommer ud af krisen med skinnet på næsen.

Kontrakter

Når en virksomhed indgår aftaler med samarbejdspartnere og leverandører er det altafgørende, at de er klart formulerede, så der ikke forekommer misforståelser, der kan medføre konflikter. Derfor er en erhvervsadvokat god at have med på sidelinjen både i forhandlingen med samarbejdspartnere og leverandører og, når kontrakterne skal udfærdiges.

Selskabsret

Mange virksomheder bliver drevet i selskabsform. Det betyder, at der er mange ting, der skal holdes styr på. En erhvervsadvokat kan rådgive hele vejen fra opstarten af selskabet over fusioner, spaltninger, generationsskifte til eventuel afvikling. En erhvervsadvokat kan således rådgive om, hvilken selskabsform man skal vælge, stå for stiftelsesdokumenter, vedtægter og oprettelse.

Markedsføring

Hvad man måske ikke lige tænker på er, at en erhvervsadvokat også kan være behjælpelig, når det kommer til markedsføring. Alle virksomheder skal markedsføre deres produkter. Til tider kan der opstå spørgsmål i forbindelse med markedsføringsloven. Når en virksomhed kommer i den situation, kan de vælge selv at prøve at sætte sig ind i reglerne, hvilket dog kan være ret tidskrævende. I stedet kan det være en ide at henvende sig til en erhvervsadvokat.